Flere speciallæger styrker behandlingen af hormon- og stofskiftesygdomme
mandag den 9. februar 2026

Region Sjællands arbejde med at samle speciallæger i færre, men større enheder, for at skabe stærke faglige miljøer på sygehusene giver nu markante resultater. Siden man i januar samlede endokrinologien i Holbæk som regionens første styrkeposition, er der blevet ansat fem nye speciallæger.
Det betyder, at afdelingen, der blandt andet behandler stofskiftesygdomme, i dag tæller 16 speciallæger, og efter knap et år har styrkepositionen udviklet sig til en mere attraktiv arbejdsplads, der både tiltrækker og fastholder læger.
- Vi har fået flere kolleger, flere forskellige subspecialer og bedre sparring på tværs. Det betyder både bedre behandling for patienterne, og at vores uddannelseslæger faktisk vælger at blive hos os som speciallæger. Det er et stort skulderklap, siger cheflæge på Holbæk Sygehus Adam Blyme, der indtil for nylig var leder af den nye styrkeposition på det endokrinologiske område. (D. 1. februar startede Adam Blyme som lægefaglig vicedirektør på Nordsjællands Hospital. Konstitueret cheflæge er Troels Gerhard Bock.)

En samlet afdeling på tværs af matrikler
Den 1. januar 2025 blev de endokrinologiske afdelinger på henholdsvis Holbæk Sygehus og Midt- og Vestsjællands Hospital (tidligere NSR) i Slagelse lagt sammen under udviklingsprogrammet Bæredygtige Akutsygehuse og Specialer (BASS). Lægerne arbejder fortsat primært på deres oprindelige matrikel, men indgår nu i ét fælles fagligt miljø.
Det betyder blandt andet fælles konferencer hver torsdag eftermiddag og fælles ansvar for at tage vagter på sidematriklerne i Næstved og Kalundborg, så patienter med stofskiftelidelser, sukkersyge, knogleskørhed og lignende sygdomme fortsat kan blive behandlet tæt på deres bopæl.
- Jeg vil være ærlig og sige, at sammenlægningen gav usikkerhed hos nogle læger i starten. Men i dag oplever de fleste, at det faglige miljø er blevet markant stærkere, og patienterne får et bedre tilbud, fordi vi nu kan stille med flere kompetencer på flere steder, siger Adam Blyme.
Yngre læger vælger at blive
Det stærke faglige fællesskab er ifølge tidligere cheflæge Adam Blyme en af hovedårsagerne til, at afdelingen er lykkedes med at tiltrække flere nye speciallæger på relativt kort tid. Det bekræftes af, at de fem nyansatte speciallæger alle har været på afdelingen som en del af deres speciallægeuddannelse.
En af dem er afdelingslæge Jon Bjarke Jarløv Rasmussen, der blev speciallæge i november og er tilknyttet Holbæk. Han peger på, at kulturen i afdelingen i dag er markant forandret.
- Til vores fælles konference i torsdags, som er delvist virtuel, var vi 15 deltagere. Tidligere kunne vi være to eller tre. Hvis kulturen ikke er der, så møder folk ikke op. Det har vi vendt rundt på nu, siger afdelingslæge Jon Bjarke Jarløv Rasmussen.
Muligheden for virtuel deltagelse blev for alvor etableret i forbindelse med sammenlægningen med afdelingen i Slagelse. Ifølge Jon Bjarke Jarløv Rasmussen kan patienterne også mærke forskellen.
- Uanset hvor dygtig man er som læge, kan man ikke vide alt. Man kan for eksempel være stærk i stofskiftesygdomme, men mindre i knogleskørhed, og så kan man overse en særlig behandling til patienten. Når man tager en patient op i et fagligt forum, sidder der nu kolleger med netop det subspeciale, og det giver en bedre faglig vurdering, siger Jon Bjarke Jarløv Rasmussen, der i dag arbejder i en delt stilling mellem Holbæk og Rigshospitalet.
Man står ikke alene, selv om man arbejder lokalt
Afdelingslæge Hjalte Lei Berthelsen arbejder primært i ambulatoriet i Næstved og tager vagter i Slagelse én gang om ugen. Han blev speciallæge i august og var også tilknyttet Slagelse og Næstved som uddannelseslæge. Han fremhæver også, at sammenlægningen af afdelingerne har styrket det faglige miljø.
- I forhold til det uddannelsesmæssige og det faglige miljø er det blevet styrket ved, at der nu er flere læger. Det har løftet det faglige niveau, siger Hjalte Lei Berthelsen.

Som ny speciallæge sidder han ofte alene i Næstved, men de ugentlige faglige konferencer giver mulighed for sparring og faglig støtte. Samtidig deltager læger fra Holbæk ofte i vagtrul, så de også er til stede på matriklen i Næstved, hvilket sikrer kontinuitet i patientbehandlingen.
- Jeg havde nok ikke taget stillingen i Næstved, hvis vi ikke havde haft sammenlægningen og de faglige konferencer. At der nu er et fagligt miljø, man kan læne sig ind i, gør en kæmpe forskel, siger Hjalte Lei Berthelsen, der privat bor i Haslev.
- For patienterne betyder det, at den samlede faglighed bag ambulatoriet er blevet styrket. Bredden er større. Man kan ikke vide alt selv, men jo flere man er, jo færre huller er der.
Et godt uddannelsesmiljø
Lige nu har Endokrinologiske Afdeling 11 uddannelseslæger tilknyttet. En af dem er Pernille Emilie Hostrup Petersen. Hun er hoveduddannelseslæge på Endokrinologisk Afdeling og arbejder primært på Holbæk-matriklen. Hun mener, at den nye organisering har styrket den faglige kvalitet, fordi der nu er flere resurser at trække på.
- De speciallæger, der er blevet ansat, har gjort en stor forskel. Flere læger giver et mere stimulerende arbejdsmiljø, og kvaliteten er blevet højere. Det er også fedt, at folk aktivt søger herhen, siger hoveduddannelseslæge Pernille Emilie Hostrup Petersen.

Hun bor i København og havde derfor fravalgt Slagelse, da hun søgte sin hoveduddannelsesstilling, fordi daglig transport på op mod to timer ikke var forenelig med et familieliv med to små børn. Derfor oplevede hun det som problematisk, da hoveduddannelseslægerne i forbindelse med sammenlægningen af afdelingerne i Holbæk og Slagelse blev inddraget.
Samtidig understreger hun, at ledelsen har været meget lydhør over for de personlige hensyn.
Om tre et halvt år er Pernille Emilie Hostrup Petersen færdig som speciallæge, og hvis hun i dag bliver spurgt, om hun kunne forestille sig at søge en speciallægestilling i afdelingen, også selv om den dækker både Holbæk og Slagelse, er svaret et ja.
- Ja, det kunne jeg sagtens. Det føles mere fair nu. Jeg kan sagtens forestille mig at fortsætte i Holbæk, også selv om stillingen hedder Holbæk/Slagelse. Det er en afdeling, der har løftet sig markant. En større lægegruppe er bare federe – det er noget andet at være 10 end at være 2, siger Pernille Emilie Hostrup Petersen.
Første styrkeposition giver vigtige erfaringer
Samlingen af endokrinologien fungerer som en pilot for kommende styrkepositioner under BASS og erfaringerne skal bruges for fremtidige samarbejder i den nye Region Østdanmark. Målet er at skabe robuste faglige miljøer, bedre muligheder for rekruttering og mere ensartede patientforløb.
- Det er et positivt og tydeligt eksempel på, hvordan stærke faglige miljøer skaber kvalitet for patienterne og samtidig gør det lettere at tiltrække speciallæger, siger lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland, Jesper Gyllenborg:
- Afdelingen har på kort tid vist, at vi med den nye styrkeposition er på rette vej, og erfaringerne herfra tager vi med videre i udviklingen af kommende styrkepositioner og samarbejder også i den nye Region Østdanmark.

Fakta – hvad er Bæredygtige Akutsygehuse og Specialer?
Region Sjællands udviklingsprogram Bæredygtige Akutsygehuse og Specialer (BASS) er en måde at organisere hospitaler og lægefaglige specialer på, så de kan levere god behandling på lang sigt, selvom ressourcerne er begrænsede. Det handler om at tilpasse strukturen til både patienter og personalets behov.
De vigtigste punkter:
· Samle specialister. I stedet for at hvert hospital har små grupper af speciallæger samler man specialister på færre hospitaler. Det skaber stærkere faglige miljøer, hvor læger kan sparre og lære af hinanden.
· Styrkepositioner. Udvalgte hospitaler bliver “centre” for bestemte specialer, så kvaliteten bliver højere. Fx er Holbæk Sygehus ”center” for endokrinologien
· Digital og decentral behandling. Patienter kan stadig få hjælp tæt på hjemmet via digitale konsultationer eller lokale klinikker, selvom specialisterne er samlet et sted.
· Attraktiv arbejdsplads. Med bedre samarbejde, fleksible arbejdstider og færre vagter forsøger man at fastholde og tiltrække sundhedspersonale.
· Langsigtet bæredygtighed. Målet er, at sygehusene kan håndtere flere patienter, ældre og kronisk syge, uden at kvaliteten falder, og uden at lægerne bliver overbelastede.
Læs mere om Bæredygtige Akutsugehuse og Specialer (BASS) her.
Fakta – Fælles endokrinologi i Holbæk og Slagelse
Endokrinologien på Medicin 1 undersøger og behandler sygdomme i hormoner og stofskifte, for eksempel diabetes eller for højt/lavt stofskifte. Afdelingen tager også sig af patienter med knogleskørhed.
• 1. januar blev endokrinologien på Vestsjælland samlet som én styrkeposition med to primære matrikler: Holbæk Sygehus (hovedmatrikel) og Midt- og Vestsjællands Hospital i Slagelse
• Dækker desuden sidematrikler i Kalundborg og Næstved samt et nyt satellitambulatorium i Nykøbing Sjælland
• Lige nu har afdelingen 16 speciallæger ansat – herunder to ledende overlæger, der også er centerchefer i Steno Diabetes Center
• Desuden 11 uddannelseslæger på flere trin (KBU, intro, hoveduddannelse)
• Tværfaglige teams af sygeplejersker, diætister og sekretærer